Gå til indhold
Det Nationale Integrationsråd:  Der skal afsættes ressourcer til kortlægning i kølvandet på Vads ”tredje erkendelse”

Det Nationale Integrationsråd: Der skal afsættes ressourcer til kortlægning i kølvandet på Vads ”tredje erkendelse”

Nyhed
27 Apr, 2024

Siden d. 5. april har debatten verseret omkring Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad, der udtalte, at ”arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra.”

Det er vigtigt, at vi arbejder ud fra et stærkt vidensgrundlag og vi, i Det Nationale Integrationsråd, har en fast forpligtelse til at nuancere komplekse emner i den offentlige debat. Dette gør vi ved at tilstræbe et sikkert vidensgrundlag for at kunne garantere en informeret dialog og konstruktive løsninger. 

Derfor opfordrer vi til en styrket indsats for indsamling af empiri og en kortlægning af omfanget af problemet som Vad italesætter, således, at problemstillingerne, som udgør centrale aspekter for samfundets dynamik og har direkte indflydelse på beslutningstagerne, kan være baseret på solidt funderet viden.

Det er vigtigt, at alle involverede parter søger at sikre en åben og respektfuld dialog, der bygger på en forståelse for kompleksiteten af emnet, og undgår stigmatisering. Derfor opfordrer vi til, at der afsættes ressourcer og initiativer til at styrke den empiriske tilgang på området.