Gå til indhold
Stærke debatter og nye indsigter: Integrationspolitisk konference 2025

Stærke debatter og nye indsigter: Integrationspolitisk konference 2025

Nyhed
20 Feb, 2025

Den 7. februar 2025 afholdt Det Nationale Integrationsråd i samarbejde med Mohammad Rona (M) en integrationspolitisk konference i Fællessalen på Christiansborg. Formand Maria Kavita Nielsen bød velkommen og præsenterede konferencens to hovedtemaer: Integration af ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet og integration af udenlandske medarbejdere i samfundet.

Konferencen var opdelt i to blokke, hvor hver session bestod af et vidensoplæg, en diskussion og en paneldebat. Dagen samlede politikere, erhvervsledere, kommunale repræsentanter og civilsamfundsorganisationer til en konstruktiv dialog om forbedring af integrationen på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Konference billede - Fællessalen.jpg
                                          Foto: Alex Tran

Første blok: Integration af ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet

Forskningsprofessor Jacob Nielsen Arendt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed indledte med et oplæg om det der kendetegnede de seneste 10 års positive erfaringer. Efterfølgende deltog Jacob Holbraad, direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Nanna Højlund, næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Christopher Røhl, næstformand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg, i en paneldebat.

Herefter fulgte en samtale mellem formand Maria Kavita Nielsen og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.

Anden blok: Integration af udenlandske medarbejdere i samfundet

Seniorforsker Frederik Thuesen fra VIVE præsenterede et oplæg om faktorer, der fremmer integrationen af udenlandske medarbejdere, samt de udfordringer og muligheder, der eksisterer. Blokken afsluttedes med en paneldebat med deltagelse af integrationsordfører Mohammad Rona (M), Frederik Thuesen og Christopher Røhl, hvor der blev drøftet tiltag til forbedring af integrationen af udenlandsk arbejdskraft.

Det Nationale Integrationsråd takker alle deltagere for deres engagement og bidrag til en berigende diskussion. En særlig tak rettes til oplægsholderne Jacob Nielsen Arendt og Frederik Thuesen for deres inspirerende indlæg, samt til paneldeltagerne Jacob Holbraad, Nanna Højlund, Christopher Røhl og minister Kaare Dybvad Bek for deres værdifulde bidrag til debatten. Endvidere takkes Astrid Læssø Christensen fra BETA for kompetent moderation og godt samarbejde.