Rådets formand udtaler sig i forbindelse med den foreslåede lukning af Det Nationale Integrationsråd
Udlændinge- og Integrationsministeriet har offentliggjort en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at regeringen foreslår at lukke Det Nationale Integrationsråd. Pressemeddelelsen kan læses her: https://uim.dk/nyhedsarkiv/2025/oktober/regeringen-foreslaar-at-nedlaegge-det-nationale-integrationsraad/
Rådets formand Maria Kavita Nielsen udtaler i den forbindelse:
”Jeg er helt enig i, at integration blandt andet handler om at bakke op om danske værdier.
I de sidste tre år har Det Nationale Integrationsråd derfor også haft fokus på mange af de områder, der er væsentlige for integrationsdebatten og vores samfund. Lige fra Koran-loven, over negativ social kontrol, kvinders arbejdsmarkedstilknytning, arbejdspligten, fordrevne fra Ukraine, til uddannelse for unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund.
Jeg vil gerne takke mine rådskolleger for mange gode og saglige snakke om de aktuelle emner. Desuden sende en stor tak de mange dygtige videnspersoner, som undervejs har leveret faglig stærke oplæg og aktuel viden ved flere af vores møder – en viden som har bidraget til vigtige perspektiver og nuancer i udarbejdelse af diverse anbefalinger, policy papirer m.v.
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne rette en meget stor tak til forhenværende Udlændinge – og integrationsminister Kaare Dybvad Bek for det konstruktive samarbejde, de mange gode drøftelser og den tillid, jeg har oplevet gennem de sidste tre år som formand for Det Nationale Integrationsråd.
Vi har sammen været på besøg rundt om i landet og oplevet, hvordan man lokalt arbejder med at styrke sammenhængskraften og forhindre social kontrol. Og vi har besøgt danske virksomheder, der har succes med sproglæring og opkvalificering af flygtninge og indvandrere.
En stor del af vores arbejde kulminerede ved en velbesøgt integrationspolitisk konference på Christiansborg med deltagelse af blandt andre KL, FH, DA, førende forskere på området, politiske ordførere og ikke mindst ministeren.
Det Nationale Integrationsråd har i sit virke skulle favne bredt og inkludere mange forskellige dagsordenener i vores rådgivning af ministeren.
Som formand for Rådet gennem de sidste tre år, er jeg stolt af, at vi er lykkedes med at sætte flere aktuelle debatter i gang, bidrage med relevante input og ikke mindst skabe et synligt Råd.
Jeg ser nu frem at indlede et godt og konstruktivt samarbejde med nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund det sidste år, og aflevere et solidt stykke arbejde til videre brug i det politiske integrationsarbejde.”